Grøflen

Grøffeldyret står på lur bag et træ og venter på musen
Grøflen af Julia Donaldson og Axel Scheffler
udgivet i Danmark af ABC Forlaget

Grøflen er en fantastisk historie af Julia Donaldson og Axel Scheffler. Det er nok den bedst kendte og med sikkerhed en af de mest solgte børnebøger de har lavet.

Grøflen er en historie om en lille mus som er på vej gennem den store skov. På vejen gennem skoven møder musen ræven, uglen og slangen, som alle forsøger at lokke den med hjem for at spise den. Musen lader sig dog ikke narre og bilder de tre dyr en efter en ind at den er på vej til et møde med grøffeldyret.

Grøflen, musens møde med uglen

Hvad er et grøffeldyr bliver musen så spurgt. Med selvsikkerhed og megen fantasi beskriver musen grøffeldyret for de nysgerrige tilhører. “Grøflen har to stødtænder og skarpe klør..” Forestillingen om at møde sådan et væsen får de andre dyr til at lade musen være i fred. De skal ikke nyde noget af at blive spist af grøflen. Musen derimod er ikke bange, for den ved at grøflen bare er opdigtet, men er den nu også det..?

Grøflens stødtænder

Denne dejlige historie og musen og grøffeldyret bygger på ordsproget “de kloge narre de mindre kloge” og giver en god forståelse af at det ikke altid er bedst at være størst og have mest kraft.

Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har måtte læse denne bog, men den er lige god hver gang.

Som med så mange andre Julia Donaldson og Axel Scheffler bøger er det Illustrationerne og måden teksten er skrevet på som gør at man kan læse dem gang på gang uden at blive træt af dem, hvilket er enormt vigtigt specielt med børnebøger.

Til slut lige en stor tak til ABC Forlaget for at have taget denne dejlige historie hjem og oversat den til dansk. Det ville glæde os at se flere børnebøger skrevet af Julia Donaldson og Axel Scheffler.

Kort og Godt

Titel: Grøflen
Forfatter: Julia Donaldson og Axel Scheffler
Dansk Forlag: ABC Forlaget
Anbefalet til aldersgruppen: 2 til 5 år

Grøflen kan bestilles direkte ved ABC Forlaget eller ved bla. CDON.com